Hårdfør mail- og websikkerhed i Skive Kommune

Enten er de bare meget imødekommende i Skive, eller også skal Mal Nygaard og René Arneborg Jørgensens gode humør måske forklares med de to nye mail- og websikkerhedssystemer fra IronPort, som NetDesign implementerede i foråret 2009. René Arneborg Jørgensen er it-konsulent og Mal Nygaard datamatiker i Skive Kommune, og begge har efter eget udsagn sovet mere trygt om natten, efter at sikkerheden på deres it-systemer er højnet betragteligt.
Automatisk trafikstop
Som René Arneborg Jørgensen indledningsvis forklarer, var det netop ønsket om at forbedre sikkerheden samt finde et system, der var let at administrere, der fik Skive Kommune til at afprøve IronPorts løsninger. Forløbet har været delt ind i to faser, hvor første fase bestod i at højne sikkerheden og øge performance på webproxy-serveren, og anden fase bestod i at reducere antallet af spam- og virusmails til de administrative medarbejdere i Skive Kommune.
- Hvad angår websikkerheden, så er den generelle udvikling, at cyberkriminelle prøver at inficere brugernes computere for derefter at “fiske” oplysninger, der kan bruges i kommerciel eller kriminel henseende. Derfor ønskede vi at forbedre it-sikkerheden, når kommunens medarbejdere surfer rundt på nettet, så der ikke blev lækket personlige og fortrolige data, siger René Arneborg Jørgensen og lader Mal Nygaard supplere:
- Som almindelig bruger på nettet bemærker man slet ikke, når en fremmed computer forsøger at dirigere dig over på en uønsket hjemmeside. Det foregår i det skjulte, og derfor kan man uforvarende komme til at kompromittere it-sikkerheden. Men efter at have installeret IronPort kan vi se, at systemet automatisk bremser trafikken mod de usikre sider. Og det sker vel at mærke uden at sløve performance. Brugerne oplever ikke, at det går langsommere – det er bare mere sikkert. Det er de to væsentligste forbedringer på websikkerheden, efter at vi implementerede IronPort-løsningen, siger hun.
2 mio. daglige mails
På mailfronten modtager Skive Kommune dagligt mellem 1,5 og 2 mio. mails, hvoraf det kun er ca. 2.000, der er relevante – resten er primært spam og enkelte virusmails. Da deres tidligere sikkerhedssystem skulle scanne indholdet i alle mails, inden de enten blev afvist eller godkendt, krævede det mange serverressourcer at behandle den indgående post.
- Tidligere kunne vi opleve, at vores mailflow simpelthen gik ned i op til en time, fordi systemet ikke kunne følge med. Dertil kom, at hver enkelt medarbejder dagligt skulle gå igennem en personlig liste, hvor man enten kunne frigive eller slette de mails, systemet mistænkte for at være spam eller inficeret med virus. Det tog tid, det var besværligt, og det var ustabilt, forklarer René Arneborg Jørgensen.
Mal Nygaard fortsætter og siger, at der er to klare forskelle på før og efter implementeringen af det nye mailsikkerhedssystem:
- For det første afviser IronPort alle de uønskede mails ved døren, hvilket betyder, at vores server ikke skal bruge ressourcer på at kigge på indholdet af en mail. Afvisningen sker på baggrund af informationer fra en såkaldt SenderBase, der er en central database, der løbende samler alle spam- og malwareoplysninger fra hele verden. Så hvis eksempelvis en række russiske servere har fået en dårlig score af SenderBase, genkender IronPort straks afsenderserveren og afviser al trafik derfra på forhånd.
For det andet er det nye system meget let at administrere, og det sparer os for utrolig meget tid. Det sker engang imellem, at en medarbejder spørger til en specifik mail, de enten selv har sendt eller venter på at modtage. Tidligere skulle vi gennemgå logfilerne på flere forskellige servere for at finde mailen; nu har vi alle informationerne samlet ét centralt sted, siger Mal Nygaard.
Børn surfer sikkert
Netop nu er Skive Kommune i gang med et stort projekt, hvor alle skolernes it-trafik på sigt skal håndteres fra centralt hold med IronPort som den tværgående websikkerhedsløsning.
Her er der dels en fordel i, at it-afdelingen kun har ét system, de skal administrere, og dels en betryggende vished om, at kommunen kan garantere it-sikkerheden, når børnene surfer på internettet.
- Alt i alt er vi meget glade for vores nye sikkerhedsløsninger og med den rådgivning, vi har fået fra NetDesign. Vi føler, at vi har gjort alt, hvad vi kan for at højne sikkerheden på vores systemer. Og så gør det jo heller ikke noget, at de ikke er dyrere end vores tidligere løsninger – de er bare bedre, afslutter René Arneborg Jørgensen.
Løsningen
Skive Kommunes løsning er et redundant system og består af to Cisco IronPort E-mail Security Appliances samt to Cisco IronPort Web Security Appliance. Med web- og mailsikkerheds-løsningen har Skive Kommune bl.a. frigjort ressourcer fra de administrative medarbejdere til mere strategisk udviklingsarbejde, samtidig med at de har øget sikkerheden på deres it-systemer.
Om Skive Kommune
Der er ca. 1.800 administrative brugere i Skive Kommune, som er omfattet af både mail- og websikkerhedsløsningen i Cisco IronPort. Derudover er ca. 7.000 brugere fordelt på bl.a. kommunens skoler omfattet af websikkerhedsløsningen.
