Kryptering gør mobile medarbejdere mindre sårbare
En tabt mobiltelefon. En stjålet bærbar computer. En USB-nøgle, der røg gennem lommeforet.... Bare en af de ovennævnte faktorer er nok til at bringe virksomhedens it-sikkerhed potentielt i fare, hvis man ikke har husket at kryptere sine data. Kryptering af data gør indholdet ulæseligt på computer og USB-nøgle og låser telefonen, med mindre man kan identificere sig som autoriseret bruger. Der er eksempelvis fem log in forsøg, og selv et random password cracker kan ikke nå at knække koden så hurtigt.
Krypterede USB-nøgler er et element, en del virksomheder overser. Men reelt bliver mange vira spredt fra tilfældige USB-nøgler. Det sikreste er afgjort, at man kun tillader brug af virksomhedens egne, krypterede USB-nøgler, som har indbygget tvungen virusscanning, hver gang de tages i brug. En ekstra sikkerhed er at "låse" de bærbare computeres porte, så de kun kan bruges til aftalte formål.
Kryptering er en stor hjælp, men som alt andet sikkerhedsudstyr virker det kun, hvis alle er bevidst om at bruge det rigtigt. F.eks. fik det britiske skattevæsen store problemer, da to cd'er med personinformation så som bankkonto og social security numbers om 25 mio. britiske skatteborgere forsvandt fra en flyttekasse på en embedsmands kontor. Det forlød senere, at indholdet på cd'erne var blevet krypteret - men at krypteringskoden samtidig var blevet skrevet ned på et stykke papir og lagt i hylstret til cd'erne. Historien viser med al tydelighed, at en organisations sikkerhed aldrig holder længere, end det svageste led tillader.
