NetDesign – Europas bedste til Unified Communications
På Ciscos årlige partnerkonference blev NetDesign tildelt prisen som årets europæiske partner inden for Unified Communications.
Adm. direktør Peter Rafn, NetDesign, siger om prisen: “NetDesign har gennem årene modtaget en del Cisco-priser i Danmark og Norden, som vi er meget stolte over, men denne pris er hel speciel for NetDesign, når man tænker på, hvilke partnere Cisco har på tværs af Europa. Jeg mener stadig, at vi blot har set begyndelsen af, hvad Unified Communications kan gøre for virksomheder, og vi går derfor en række spændende år i møde".
Niels Münster Hansen, der er konstitueret adm. direktør for Cisco,
begrunder prisen sådan: "NetDesign tager på en lang række områder sin egen medicin og har gjort det i mange år. Det gælder både inden for IP-kommunikation og -telefoni, Unified Communications og senest TelePresence. Det gør virksomheden og medarbejderne i stand til at rådgive om og implementere kundeløsninger med overbevisning og erfaring".
Peter Rafn påpeger, at en af grundende til NetDesigns succes er Danmark som førende it-nation. Både almindelige danskere og danske virksomheders brug af it hjælper NetDesign på vej i forhold til partnere i andre dele af Europa: "Danmark ligger endnu engang i toppen af World Economic Forums indeks over de mest netværks-parate lande i verden. Vi kan hos NetDesign klart mærke, at virksomheder, kommuner og staten har stor interesse i innovative og nye Unified Communications-løsninger."
NetDesign er pioner inden for Unified Communications. De første IP-telefoniløsninger blev implementeret tilbage i 1999, og NetDesign har nu solgt mere end 100.000 IP-telefoner i Danmark. Virksomheden har i alt 2.100 aktive kunder, heraf 16 kunder på C20-indekset. Inden for TelePresence har virksomheden allerede ordrer på mere end 30 TelePresence-lokationer, hvoraf knap halvdelen er i drift allerede hos TDC, Danske Bank og hos NetDesign selv.
Om NetDesign
NetDesign arbejder med alle områder inden for Unified Communications, IP-telefoni, TelePresence, mobilitet, LAN/WAN og WLAN samt it-sikkerhed. Virksomheden leverer komplette løsninger til en lang række offentlige institutioner og private virksomheder, som ønsker at effektivisere deres forretningsprocesser. NetDesign er Danmarks største systemintegrator inden for IP-kommunikation og implementerer løsninger fra blandt andet Cisco, Ericsson, Nortel, Microsoft, Nokia og Check Point. Virksomheden besidder de bredeste og dybeste kompetencer i Danmark inden for IP-kommunikation - en position som fastholdes via et tæt partnersamarbejde med de globalt førende leverandører.
NetDesign, som er en del af TDC-koncernen, beskæftiger omkring 460 medarbejdere og har omkring 2.100 kunder - heraf 16 kunder på C20-indekset.
