NetDesign kåret som Europas 25. bedste arbejdsplads
Great Place to Work Institute har netop kåret danske NetDesign til den 25. bedste store arbejdsplads i Europa.
NetDesign blev sidste år kåret som værende blandt Danmarks fem bedste it-arbejdspladser. Nu hædres NetDesign som Europas 25. bedste arbejdsplads for virksomheder med over 500 medarbejdere.
I udvælgelsesprocessen er der især lagt vægt på medarbejdernes holdning til arbejdspladsen, hvor parametre som tillid, stolthed og arbejdsglæde er vægtet højest.
Hos NetDesign er man stolte over kåringen. NetDesign har som et af sine strategiske mål at blive branchens bedste arbejdsplads. Samtidig har NetDesign et mål om at have branchens højeste kundetilfredshed og at være den teknisk og fagligt stærkeste spiller på området. På det sidste område blev NetDesign sidste år udnævnt som bedste virksomhed på sit felt i Europa af amerikanske Cisco. En udnævnelse som gav genlyd i branchen helt til USA.
“Vi er naturligvis meget stolte i NetDesign over udnævnelsen som værende blandt Europas bedste arbejdspladser – det siger jo sig selv”, udtaler adm. direktør Peter Rafn. “Vi ønsker at tiltrække og fastholde de dygtigste kompetencer i markedet, og det gør vi ved at skabe det bedste faglige miljø i branchen”.
“Anerkendelsen af NetDesign som én af Europas bedste arbejdspladser viser, at vi er på rette spor i forhold til vores ambition om at blive Danmarks bedste it-arbejdsplads. At både ledelse og medarbejdere giver udtryk for, at de er stolte over og glade for at arbejde i NetDesign, er selvforstærkende i forhold til at styrke den fælles kultur og komme endnu højere op på ranglisten,” supplerer Ulrich Lund, HR direktør hos NetDesign.
Mod alle odds
NetDesign har ikke fået placeringen foræret. Udnævnelsen som værende blandt Europas bedste arbejdspladser er sket midt i en proces, hvor man har fusioneret to forretningsområder fra moderselskabet TDC ind i NetDesign. Den slags fusioner koster typisk på medarbejdertilfredsheden, mens de står på – ikke mindst når kulturen fra en entreprenørvirksomhed møder den store koncern.
NetDesign er vokset fra 300 til 500 medarbejdere, hvor de nye 200 medarbejdere har skiftet selskab, chefer samt fysisk placering. Desuden har de migreret data og kunder, sat sig ind i nye systemer, nye arbejdsgange og i det hele taget haft en overordentligt turbulent arbejdsplads det sidste års tid.
Opskriften på succes
Opskriften på en god arbejdsplads er ifølge NetDesign et konstruktivt samspil mellem ledelse og medarbejdere – samlet omkring et kompromisløst kundefokus, hvor man sørger for at involvere alle parter i vigtige beslutninger og sikrer at alle kender og tager ansvar for de vigtigste mål for virksomheden. Desuden er det vigtigt at kommunikere, hvad man gør, og hvorfor man gør det, særligt når man bringer flere kulturer sammen.
“Den slags integrationsprojekter fører ofte kulturmæssige udfordringer med sig, og derfor gennemførte vi hele organisationsændringen som en bottom-up-proces, hvor alle medarbejdere og omkring 50 ledere deltog i processen med at designe den nye organisation. At dømme efter kåringen har de gjort et rigtig flot stykke arbejde,” slutter Peter Rafn.
Great Place to Work Institute kårer hvert år de bedste arbejdspladser i mere end 40 lande verden over, og for syvende år i træk kårer de også Europas bedste arbejdspladser. Instituttet definerer en god arbejdsplads som et sted, hvor medarbejderne har tillid til de mennesker, de arbejder for; er stolte af det, de laver og føler fællesskab med deres kolleger.
