Danmarkspremiere på Cisco TelePresence
NetDesign - et selskab i TDC-koncernen - har inden for de seneste fem måneder solgt Ciscos TelePresence-koncept til blandt andre Danske Bank og TDC. Der er høje forventninger til udrulningen af TelePresence til dansk erhvervsliv i de kommende år.
Cisco TelePresence er et banebrydende koncept for virtuelle møder, som smelter mødelokaler sammen på tværs af geografi. Mødedeltagerne vises i naturlig størrelse på store skærme. Lyd, billede, belysning og indretning af mødelokalerne får deltagere til at glemme, at de sidder i et virtuelt møde. Sammensmeltningen realiseres ved udnyttelse af video/audio-udstyr af højeste kvalitet kombineret med robuste netværksforbindelser.
TDC har som den første virksomhed i Danmark implementeret Cisco TelePresence, og siden slutningen af november 2007 har man haft mulighed for at booke virtuelle møder mellem TDC-kontorerne i Ballerup, Århus og Stockholm.
Klaus Pedersen, direktør for TDC Business Nordic og formand for NetDesigns bestyrelse, har været blandt de første til at afprøve de nye TelePresence-mødelokaler: "De personer, der deltager i mødet, er i fuld størrelse, og man har god øjenkontakt. Efter få minutter tænkte jeg ganske enkelt ikke over, at vi sad 600 kilometer fra hinanden."
Ikke-verbal kommunikation
Forskning viser, at over 60 pct. af al kommunikation mellem mennesker er af ikke-verbal karakter.
"Alligevel tager de fleste eksisterende værktøjer til samarbejde og videokonferencer ikke højde for disse ikke-verbale budskaber, som udveksles mellem mennesker på traditionelle, fysiske møder. Det ændres der drastisk på med Cisco TelePresence, der gør virtuelle møder så livagtige, at de kan sammenlignes med fysiske møder," siger Mogens Bransholm, adm. direktør for Cisco Danmark.
Årsagen til, at brugerne glemmer, at de taler til en skærm, er de særlige kravspecifikationer, der indgår i opsætningen.
"TelePresence er nemlig noget helt andet end traditionelle videokonferencer. Farver, møblering og lyssætning matcher i mødelokalerne, således at disse elementer ikke forstyrrer visuelt. Der stilles desuden høje krav til akustik, så mødedeltagerne hører hinanden optimalt. Lyden fra højtalerne dirigeres således, at lyden kommer fra den, der taler. Endelig er der høje tekniske specifikationskrav omkring køling og netværk," siger Mogens Bransholm.
Hos NetDesign har adm. direktør Peter Rafn store forventninger til Ciscos TelePresence-koncept: "Vi oplever lige nu et gennembrud hos danske virksomheder med internationale datterselskaber og filialer. Ciscos TelePresence opfylder mange behov på samme tid: Virksomhederne vil opleve besparelser på rejsebudgettet. Medarbejdere, der hidtil har haft mange rejsedage, vil spare rigtig meget tid. Når traditionelle videokonferencer erstattes med Cisco TelePresence, vil møderne blive mere effektive, og endelig vil en reduktion i antal rejsedage understøtte virksomhedernes mål om at nedbringe CO2."
