Hospitalsmad a la carte
Når både den lille og den store viser står på tolv, og det er lyst udenfor, kan det for nogle mennesker være svært at hidse sig op til kød med sovs og kartofler. For andre er to rundstykker og en kop kaffe kvalmende klokken syv om morgenen. Ikke desto mindre er det hverdag for mange patienter på landets sygehuse. Spisetid og menu står ikke til at ændre.
Fordele ved IP-telefoni
Sådan var situationen på Hvidovre Hospital også indtil for halvandet år siden. Men en større ombygning af hospitalets køkken var med til at sætte den tanke i gang, at det måtte kunne gøres smartere. En undersøgelse viste, at en stor del af maden ikke endte i patienternes maver. Hospitalet startede et pilotprojekt, hvor patienter på 115 ud af hospitalets 800 sengepladser selv bestiller maden fra et menukort.
Patienterne afgiver deres bestillinger via et IP-telefonisystem, som er opkoblet til en central database. Informationer om bestillingerne lagres i databasen, som personalet har mulighed for at trække en række oplysninger ud af.
"Når patienten bestiller, fremgår det på skærmen i køkkenets call-center, hvis han på grund af sygdom har restriktioner på, hvilken mad han må spise. Derudover kan man få et overblik over, hvilken mad patienten har bestilt over et længere tidsrum, og sågar hvor stort et kalorieindtag det har betydet", fortæller afdelingsleder Anders Thornval.
"Vi forsøger at holde oplevelsen af en indlæggelsesperiode så tæt på en hverdagssituation som muligt. Derfor kan den enkelte patient også selv bestemme, hvilken mad han vil spise og på hvilke tidspunkter af døgnet", siger Anders Thornval.
Læs hele artiklen som PDF

