Lægevagten
Patienterne indtaster selv deres personnummer på telefonen, og når de kommer igennem til en læge, har han allerede patientjournalen klar på sin skærm. Løsningen er et IP-kontaktcenter, der blev lanceret i september 2005, og formanden for lægeudvalget i Region Hovedstaden, Jørgen Rem, er meget tilfreds med udbyttet af det nye system. - På en aften med 600 opkald giver det os omkring tre timer ekstra. Og når vi sparer tid, betyder det øget tilgængelighed for patienterne, forklarer Jørgen Rem, der selv er praktiserende læge.
Open-source forbedrer borgerservice
IP-kontaktcentret hos vagtlægerne i Region Hovedstaden er et såkaldt "open-source" system, der kan integreres med det eksisterende system. Hos vagtlægerne i Region Hovedstaden er kontaktcentret integreret med de elektroniske patientjournaler. Det sparer 20 sekunder af hver samtale, at journalen er klar med det samme. Jørgen Rem er begejstret for mulighederne i IP-kontaktcentret, som han mener, er fremtiden i et mere effektivt vagtlægesystem.
Tager vagten derhjemme
I praksis fungerer systemet sådan, at lægerne i kontaktcentret tager imod opkald fra en IP-telefon, der er forbundet til en server. Ved starten af hver samtale kan lægen via serveren hente de relevante oplysninger om patienten frem på sin pc-skærm.
Et administrativt værktøj
Muligheden for at installere hjemmearbejdspladser betyder, at vagtlægerne i Region Hovedstaden hurtigt kan øge kapaciteten under uventede spidsbelastninger. Ved hjælp af kontaktcentrets indbyggede statistikbank er det muligt at lave beregninger over, hvornår på døgnet bemandingen skal være størst, og hvornår man kan nøjes med et minimalt antal vagtlæger.
"Vi kan i dag planlægge vagtskemaet bedre, end vi kunne tidligere, og med oprettelsen af hjemmearbejdspladser kan vi hurtigt øge mandskabet. Det giver en økonomisk besparelse, samtidig med at vi som læger kan bruge tiden mere effektivt, siger Jørgen Rem."
Læs hele artiklen som PDF

